Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex
Dokument 32010D0014
2010/597/EU: Decision of the European Central Bank of 16 September 2010 on the authenticity and fitness checking and recirculation of euro banknotes (ECB/2010/14)
2010/597/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 16. september 2010 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2010/14)
2010/597/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 16. september 2010 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2010/14)
EUT L 267 af 9.10.2010, s. 1–20
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(HR)
I kraft: Denne retsakt er ændret. Nuværende konsoliderede version: 09/01/2020
9.10.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 267/1 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE
af 16. september 2010
om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler
(ECB/2010/14)
(2010/597/EU)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,
Under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 16, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til artikel 128, stk. 1, i traktaten og artikel 16 i ESCB-statutten har Den Europæiske Centralbank (ECB) eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlernes særlige stilling som betalingsmiddel. |
(2) |
Med henblik på beskyttelsen af eurosedlernes særlige stilling og korrekt detektering af falske sedler skal eurosedler i omløb være i god stand for at sikre, at ægtheden let og sikkert kan kontrolleres. Derfor skal eurosedlernes kvalitet kontrolleres. Desuden skal falske eurosedler hurtigt detekteres og afleveres til de kompetente nationale myndigheder. |
(3) |
Artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri (1), indeholdt oprindelig en forpligtelse for kreditinstitutter og andre relevante institutter til at tage alle eurosedler, som de ved eller havde tilstrækkelig grund til at tro var falske, ud af omløb. |
(4) |
Med henblik på at opstille harmoniserede standarder for recirkulering af eurosedler offentliggjorde ECB i 2005 en referenceramme for recirkulering af eurosedler, hvori der blev fastlagt fælles regler og procedurer for kontrol af, om eurosedler er ægte og i god stand (2), herunder operationelle standarder for maskiner til håndtering af pengesedler. Senere vedtog ECB fælles procedurer for nationale centralbankers test af maskiner til håndtering af pengesedler. |
(5) |
Forordning (EF) nr. 1338/2001 er blevet ændret (3), således at dens anvendelsesområde med hensyn til adressater er blevet udvidet, og de nu har pligt til at sikre, at de eurosedler, de har modtaget, og som de har til hensigt at bringe i omløb igen, kontrolleres med henblik på ægthed, og til at påse, at falske sedler afsløres. I denne henseende fastsættes det i forordning (EF) nr. 1338/2001 vedrørende eurosedler, at denne kontrol skal udføres i overensstemmelse med procedurer fastlagt af ECB. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge disse procedurer i en retsakt. |
(6) |
Uden at dette berører medlemsstaternes beføjelse til at pålægge de i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1338/2001 omhandlede institutter sanktioner, hvis de undlader at opfylde deres forpligtelser i medfør af denne bestemmelse, skal Eurosystemet kunne træffe passende administrative foranstaltninger for at sikre, at de af ECB fastlagte procedurer overholdes, og hindre, at de i denne afgørelse opstillede regler og procedurer omgås med efterfølgende risiko for, at falske og kassable sedler ikke afsløres, eller at de sættes i omløb igen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Anvendelsesområde
I denne afgørelse fastlægges fælles regler og procedurer vedrørende kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet samt recirkulering af eurosedler i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1338/2001.
Artikel 2
Definitioner
I denne afgørelse forstås ved:
1) |
»national centralbank«: den nationale centralbank i en medlemsstat, der har indført euro |
2) |
»kontanthåndterende virksomheder«: de i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) Nr. 1338/2001 omhandlede institutter og økonomiske aktører |
3) |
»recirkulering«: den handling, som udføres af kontanthåndterende virksomheder, når de, direkte eller indirekte, sætter eurosedler i omløb igen, som de har modtaget enten fra offentligheden som en betaling eller som et indskud på en bankkonto eller fra en anden kontanthåndterende virksomhed |
4) |
»maskine til håndtering af pengesedler«: en kundebetjent automat eller medarbejderbetjent maskine som defineret i bilag I |
5) |
»type maskine til håndtering af pengesedler«: en maskine til håndtering af pengesedler, der adskiller sig fra andre maskiner til håndtering af pengesedler som angivet i bilag I |
6) |
»fælles testprocedurer«: de testprocedurer, som angivet af ECB, som nationale centralbanker skal anvende for at teste typer maskiner til håndtering af pengesedler |
7) |
»særligt uddannet personale«: ansatte i kontanthåndterende virksomheder, der har: a) kendskab til eurosedlernes forskellige offentlige sikkerhedselementer som beskrevet og offentliggjort af Eurosystemet og er i stand til at kontrollere dem, og b) kendskab til de sorteringskriterier, der er anført i bilag III b, og er i stand til at kontrollere eurosedler i overensstemmelse med disse |
8) |
»falske eurosedler«: falske sedler som defineret i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1338/2001 |
9) |
»kontantautomat«: en selvbetjeningsmaskine, som ved brug af et bankkort eller andre midler udbetaler eurosedler til offentligheden med debitering af en bankkonto, f.eks. en pengeautomat. Selvbetjeningskasser, hvor der kan betales for varer eller tjenesteydelser med enten bankkort, kontanter eller andre betalingsinstrumenter, og som har kontanthævningsfunktion, anses også for kontantautomater |
10) |
»kompetente nationale myndigheder«: myndigheder som defineret i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1338/2001 |
11) |
»kassable eurosedler«: eurosedler, som vurderes at være uegnede til recirkulering efter den i artikel 6 omhandlede kontrol af kvaliteten |
12) |
»kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (4). |
Artikel 3
Almindelige principper
1. Kontanthåndterende virksomheders forpligtelse til at kontrollere eurosedlers ægthed og kvalitet udføres i overensstemmelse med de procedurer, som er fastlagt i denne afgørelse.
2. Hvis to eller flere kontanthåndterende virksomheder er beskæftiget med recirkulering af de samme eurosedler, udpeges den kontanthåndterende virksomhed, der er ansvarlig for kontrollen af disse eurosedlers ægthed og kvalitet, i overensstemmelse med den nationale lovgivning eller, hvis en sådan lovgivning ikke findes, i aftalemæssige bestemmelser mellem de pågældende kontanthåndterende virksomheder.
3. Kontrollen af ægthed og kvalitet udføres enten med en type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet og godkendt af en national centralbank, eller manuelt af særligt uddannet personale.
4. Eurosedler må kun recirkuleres via kundebetjente automater eller kontantautomater, hvis de er blevet kontrolleret for ægthed og kvalitet af en type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet og godkendt af en national centralbank, og klassificeret som ægte og i god stand. Dette krav gælder dog ikke for eurosedler, som er leveret direkte til en kontanthåndterende virksomhed af en national centralbank eller af en anden kontanthåndterende virksomhed, der allerede har kontrolleret eurosedlernes ægthed og kvalitet på denne måde.
5. Kontanthåndterende virksomheder må kun sætte personalebetjente maskiner, der anvendes til kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet, og kundebetjente automater i drift, hvis de er testet og godkendt af en national centralbank og opført i listen på ECB's websted, jf. artikel 9, stk. 2. Maskinerne skal anvendes med standardindstillingerne fra fabrikken, med eventuelle opdateringer heraf, som er testet og godkendt, medmindre der mellem den nationale centralbank og den kontanthåndterende virksomhed er aftalt mere restriktive indstillinger.
6. Eurosedler, hvis ægthed og kvalitet er kontrolleret, og som er blevet klassificeret som ægte og i god stand af særligt uddannet personale, men ikke af en type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet og godkendt af en national centralbank, må kun recirkuleres »over skranken«.
7. Denne afgørelse finder ikke anvendelse på nationale centralbankers kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet.
Artikel 4
Klassificering og behandling af eurosedler ved brug af maskiner til håndtering af pengesedler
1. Eurosedler, der er kontrolleret ved brug af en kundebetjent automat, klassificeres og behandles i overensstemmelse med bilag IIa.
2. Eurosedler, der er kontrolleret ved brug af en personalebetjent maskine, klassificeres og behandles i overensstemmelse med bilag IIb.
Artikel 5
Detektering af falske eurosedler
De kontanthåndterende virksomheder skal øjeblikkeligt, i overensstemmelse med national lovgivning og under alle omstændigheder inden for højst 20 arbejdsdage, overgive sedler, som ikke er klassificeret som ægte eurosedler, efter at der er foretaget klassificering i overensstemmelse med bilag IIa eller IIb, eller efter en manuel ægthedskontrol udført af særligt uddannet personale, til de kompetente nationale myndigheder.
Artikel 6
Detektering af kassable eurosedler
1. Kontrol af sedlernes kvalitet udføres i overensstemmelse med minimumsstandarderne som fastlagt i bilag IIIa og IIIb.
2. En national centralbank kan, efter at have underrettet ECB, fastlægge mere restriktive standarder for en eller flere seddelværdier, hvis dette er begrundet, f.eks. i en forringet kvalitet af de eurosedler, som er i omløb i den pågældende medlemsstat.
3. Kassable eurosedler overgives til en national centralbank under hensyntagen til national lovgivning.
Artikel 7
Undtagelser
1. Nationale centralbanker kan give afsidesliggende filialer af kreditinstitutter, der kun gennemfører få kontanttransaktioner, tilladelse til, at uddannet personale kan udføre manuel kontrol af eurosedler, som skal recirkuleres via kundebetjente automater eller kontantautomater, forudsat at ægthedskontrollen udføres med en type maskine til håndtering af pengesedler, der er testet og godkendt af en national centralbank. Kreditinstitutter, der ansøger om denne tilladelse, skal forelægge den nationale centralbank i den pågældende medlemsstat dokumentation for, at den relevante filial er afsidesliggende og kun gennemfører få kontanttransaktioner. De nationale centralbanker sikrer, at mængden af eurosedler, som kontrolleres manuelt på denne måde, ikke overstiger 5 % af den årlige samlede mængde af eurosedler, som sættes i omløb via kundebetjente automater eller kontantautomater. De nationale centralbanker afgør, hvorvidt maksimumgrænsen på 5 % gælder for hvert enkelt kreditinstitut eller for alle kreditinstitutter på nationalt plan.
2. Såfremt der opstår en ekstraordinær begivenhed, der medfører en betydelig forringelse af euroseddelforsyningen i en medlemsstat, kan uddannet personale i kontanthåndterende virksomheder midlertidigt, og under forudsætning af at den pågældende nationale centralbank har godkendt, at der er tale om en ekstraordinær begivenhed, udføre manuel ægtheds- og kvalitetskontrol af eurosedler, som skal recirkuleres via kundebetjente automater eller kontantautomater.
Artikel 8
Eurosystemets forpligtelser
1. Eurosystemet udleverer oplysninger, specificeret af Eurosystemet, om eurosedler og deres maskinlæsbare sikkerhedselementer til fabrikanter forud for og efter udstedelsen af en ny seddelserie, således at de er i stand til at konstruere maskiner til håndtering af pengesedler, som kan godkendes i de fælles testprocedurer og tilpasses nye krav.
2. Eurosystemet udleverer oplysninger, specificeret af Eurosystemet, om eurosedler og deres almindelige sikkerhedselementer til kontanthåndterende virksomheder forud for og efter udstedelsen af en ny euroseddelserie, således at deres personale kan få den nødvendige uddannelse.
3. Eurosystemet støtter kontanthåndterende virksomheders uddannelse af deres personale med henblik på at sikre, at det uddannede personale er kvalificeret til at kontrollere eurosedlers ægthed og kvalitet.
4. Eurosystemet informerer kontanthåndterende virksomheder om trusler om forfalskning, når dette er relevant, og kan kræve, at de træffer foranstaltninger, f.eks. i form af et midlertidigt forbud mod recirkulering af de(n) pågældende seddelstørrelse(r).
5. Eurosystemet informerer fabrikanter af maskiner til håndtering af pengesedler om trusler om forfalskning, når dette er relevant.
Artikel 9
Eurosystemets fælles testprocedurer for maskiner til håndtering af pengesedler
1. Alle typer maskiner til håndtering af pengesedler testes af de nationale centralbanker efter de fælles testprocedurer.
2. Alle typer maskiner til håndtering af pengesedler, der er testet med et positivt resultat, opføres på listen på ECB's websted i testresultaternes gyldighedsperiode, jf. stk. 3. Hvis en type maskine til håndtering af pengesedler i denne periode bliver ude af stand til at detektere alle falske eurosedler, som er kendt af Eurosystemet, fjernes den fra listen ifølge en procedure, som specificeres af ECB.
3. Såfremt en type maskine til håndtering af pengesedler testes med positivt resultat, er testresultaterne gyldige i hele euroområdet i et år fra udgangen af den måned, hvor de er offentliggjort på ECB's websted, under forudsætning af at den forbliver i stand til at detektere alle falske eurosedler, som er kendt af Eurosystemet, i denne periode.
4. Eurosystemet kan ikke holdes ansvarlig, hvis en type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat, er ude af stand til at klassificere og behandle eurosedler i overensstemmelse med bilag IIa eller IIb.
Artikel 10
Eurosystemets overvågningsaktiviteter og korrigerende foranstaltninger
1. Uden at nationale lovkrav berøres, har nationale centralbanker bemyndigelse i) til at foretage inspektioner, også uanmeldte, på stedet hos kontanthåndterende virksomheder for at overvåge deres maskiner til håndtering af pengesedler, navnlig maskinernes kapacitet til kontrol af ægthed og kvalitet og til at spore eurosedler, der mistænkes for at være falske, samt eurosedler, som ikke klart kan klassificeres som ægte, til kontohaveren, og ii) til at kontrollere procedurerne for brug og kontrol af maskiner til håndtering af pengesedler, behandling af kontrollerede eurosedler og en eventuel manuel kontrol af ægthed og kvalitet.
2. Uden at nationale lovkrav berøres, har de nationale centralbanker bemyndigelse til at tage stikprøver af kontrollerede eurosedler for at kontrollere dem i deres egne lokaliteter.
3. Såfremt en national centralbank i forbindelse med en inspektion på stedet konstaterer, at bestemmelserne i denne afgørelse ikke er overholdt, skal dette medlem kræve, at den kontanthåndterende virksomhed indfører korrigerende foranstaltninger inden for en nærmere fastsat tidsfrist. Indtil der er rettet op på den manglende overholdelse af bestemmelserne, kan det pågældende medlem af Eurosystemet, på ECB's vegne, forbyde den kontanthåndterende virksomhed at recirkulere de(n) pågældende seddelstørrelse(r). Hvis den manglende overholdelse af bestemmelserne skyldes en fejl i den anvendte type maskine til håndtering af pengesedler, kan dette medføre, at den fjernes fra den i artikel 9, stk. 2, omhandlede liste.
4. Såfremt en kontanthåndterende virksomhed ikke samarbejder med en national centralbank i forbindelse med en inspektion, anses dette for manglende overholdelse.
Artikel 11
Indberetningsforpligtelser
For at ECB og de nationale centralbanker kan overvåge kontanthåndterende virksomheders overholdelse af denne afgørelse og følge udviklingen i håndteringen af kontanter, skal de nationale centralbanker i) underrettes skriftligt, herunder ad elektronisk vej, af kontanthåndterende virksomheder, inden en type maskine til håndtering af pengesedler sættes i drift, og ii) af de kontanthåndterende virksomheder have udleveret de i bilag IV anførte oplysninger.
Artikel 12
Omkostninger
1. Eurosystemet yder ikke kompensation til kontanthåndterende virksomheder for omkostninger i forbindelse med overholdelsen af kravene i denne afgørelse.
2. Eurosystemet yder ikke kompensation for ekstra omkostninger, som kontanthåndterende virksomheder har haft som følge af udstedelsen af eurosedler med ændrede eller nye sikkerhedselementer.
Artikel 13
Endelige bestemmelser
1. Denne afgørelse træder i kraft dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra den 1. januar 2011. Den nationale centralbank kan beslutte at tilbyde kontanthåndterende virksomheder i deres medlemsstater en overgangsperiode for indberetningen af statistiske data i henhold til bilag IV. Bilag IV finder anvendelse senest fra 1. januar 2012.
2. Kontanthåndterende virksomheder i medlemsstater, der indfører euroen den 1. januar 2011 eller derefter, har en overgangsperiode på et år fra datoen for indførelsen af euroen til at efterkomme denne afgørelse.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 16. september 2010.
Jean-Claude TRICHET
Formand for ECB
(1) EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.
(2) Recirkulering af eurosedler: Referenceramme for detektering af falske eurosedler og sortering efter kvalitet i kreditinstitutter og af andre, der håndterer kontanter som led i deres virksomhed.
(3) Ved Rådets forordning (EF) nr. 44/2009 af 18. december 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri (EUT L 17 af 22.1.2009, s. 1).
(4) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
BILAG I
MASKINER TIL HÅNDTERING AF PENGESEDLER
1. Generelle tekniske krav
1.1. For at en maskine kan klassificeres som maskine til håndtering af pengesedler, skal den kunne kontrollere bundter af eurosedler, klassificere de enkelte eurosedler og fysisk adskille eurosedlerne i kategorier uden brugerens mellemkomst, jf. bilag IIa og IIb. Maskiner til håndtering af pengesedler skal have det krævede antal output-bakker og/eller andre metoder til at sikre en pålidelig adskillelse af de kontrollerede eurosedler.
1.2. Maskiner til håndtering af pengesedler skal kunne justeres for at sikre, at de kan udføre en pålidelig detektering af nye forfalskninger. Desuden skal de kunne justeres og tilpasses eventuelle mere eller mindre restriktive standarder for kvalitetssortering.
2. Kategorier af maskiner til håndtering af pengesedler
Maskiner til håndtering af pengesedler er enten kundebetjente automater eller personalebetjente maskiner.
Tabel 1
Kundebetjente automater
A. Kundebetjente automater med kundesporing, når der indbetales kontanter |
||
1. |
Indskudsautomater (cash-in-machines (CIM)) |
Med indskudsautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto. Automaterne har ingen kontanthævningsfunktion. Indskudsautomaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og gør det muligt at spore kontohaver. Kvalitetskontrol er valgfri. |
2. |
Indskuds-/hæveautomater (cash-recycling machines (CRM)) |
Med indskuds-/hæveautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto og hæve eurosedler fra deres bankkonto. Automaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet og gør det muligt at spore kontohaver. I forbindelse med hævninger kan automaterne anvende ægte eurosedler i god stand, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner. |
3. |
Kombinerede indskudsautomater (combined cash-in machines (CCM)) |
Med kombinerede indskuds-/hæveautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto og hæve eurosedler fra deres bankkonto. Automaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og gør det muligt at spore kontohaver. Kvalitetskontrol er valgfri. Ved hævninger bruger disse automater ikke eurosedler, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner, men kun eurosedler, som separat er lagt i automaterne. |
B. Andre kundebetjente automater |
||
4. |
Hæveautomater (cash-out machines (COM)) |
Hæveautomater er kontantautomater, som kontrollerer eurosedlers ægthed og kvalitet, før de distribueres til kunder. Automaterne bruger eurosedler, som er lagt ind i disse af kontanthåndterende virksomheder eller andre automatiserede systemer (f.eks. salgsautomater). |
Tabel 2
Personalebetjente maskiner
1. |
Seddelkontrolmaskiner (banknote processing machines (BPM)) |
Seddelkontrolmaskiner kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet. |
2. |
Ægthedskontrolmaskiner (banknote authentication machines (BAM)) |
Ægthedskontrolmaskiner kontrollerer eurosedlernes ægthed. |
3. |
Indskuds-/hæveautomater betjent af kasserere (teller assistant recycling machines (TARM) |
Indskuds-/hæveautomater betjent af kontanthåndterende virksomheder, som kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet. I forbindelse med hævninger kan automaterne anvende ægte eurosedler i god stand, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner. Desuden opbevares eurosedlerne i et depot, og de kontanthåndterende virksomheder har mulighed for at kreditere eller debitere kundernes bankkonti. |
4. |
Automater betjent af kasserere (teller assistant machines (TAM) |
Automater, som betjenes af kontanthåndterende virksomheder, og som kontrollerer eurosedlernes ægthed. Desuden opbevares eurosedlerne i depot, og de kontanthåndterende virksomheder har mulighed for at kreditere eller debitere kundernes bankkonti. |
TARM og TAM, hvor kunderne ilægger eurosedler til indskud på deres konti, eller hvor kunderne hæver eurosedler, skal anses for kundebetjente automater og skal klassificere og behandle eurosedlerne i henhold til bilag IIa.
3. Typer maskiner til håndtering af pengesedler
Eurosystemet tester typer maskiner til håndtering af pengesedler. Typer maskiner til håndtering af pengesedler kan skelnes fra hinanden ved hjælp af deres særlige systemer til detektering, deres software og andre komponenter til udførelse af deres centrale funktioner. Det drejer sig om: a) efterprøvning af eurosedlers ægthed; b) detektering og adskillelse af eurosedler, som mistænkes for at være falske; c) detektering og adskillelse af kassable eurosedler fra eurosedler i god stand, hvis dette er relevant; og d) sporing af objekter, der identificeres som mistænkelige eurosedler, og af eurosedler, som ikke klart kan klassificeres som ægte, hvis dette er relevant.
BILAG IIa
KUNDEBETJENTE AUTOMATERS KLASSIFICERING OG BEHANDLING AF EUROSEDLER
Eurosedler klassificeres i en af nedenstående kategorier og adskilles fysisk efter kategori. Automater, som ikke kontrollerer eurosedlernes kvalitet, behøver ikke være i stand til at skelne mellem kategori 4a og 4b.
Tabel 1
kundebetjente automaters klassificering og behandling af eurosedler Med kundesporing, når der indbetales kontanter
Kategori |
Egenskaber |
Behandling |
|||||||||||
1 |
Objekter, som ikke genkendes som eurosedler |
Genkendes ikke som eurosedler af en af følgende årsager:
|
Automaten returnerer sedlen til kunden. |
||||||||||
2 |
Mistænkelige eurosedler |
Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, kan ikke detekteres eller overskrider klart den accepterede tolerance. |
Tages ud af omløb. Overgives sammen med information om kontohaver straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er indbetalt i automaten, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om sedlen er ægte. Må ikke krediteres kontohaver. |
||||||||||
3 |
Eurosedler, der ikke klart kan klassificeres som ægte |
Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, genkendes ikke på grund af kvalitets- og/eller toleranceudsving. Oftest kassable eurosedler. |
Tages ud af omløb. Eurosedlerne kontrolleres separat og overgives straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er indbetalt i automaten, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om de er ægte. Oplysninger om kontohaveren opbevares i otte uger, efter at automaten har detekteret eurosedlen. Efter anmodning skal disse oplysninger gøres tilgængelige for de kompetente nationale myndigheder. Alternativt og efter aftale med de kompetente nationale myndigheder kan oplysninger, der gør det muligt at spore kontohaver, udleveres sammen med eurosedlerne til myndighederne. Må krediteres kontohaver. |
||||||||||
4a |
Eurosedler, der identificeres som ægte og i god stand |
De test af sedlens ægthed og kvalitet, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. |
Kan recirkuleres. Krediteres kontohaver. |
||||||||||
4b |
Eurosedler, der identificeres som ægte, men kassable |
De test af sedlens ægthed, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. Mindst én kontrol af kvalitetskriterier har givet et negativt resultat. |
Må ikke recirkuleres og skal returneres til den nationale centralbank. Krediteres kontohaver. |
Hvis automaten giver mulighed for at annullere en indskudstransaktion, returnerer den ikke kategori 2- og 3-sedler til kunden. Når en transaktion annulleres, kan de pågældende eurosedler holdes tilbage og opbevares i et midlertidigt opbevaringsområde i automaten.
En national centralbank kan aftale med en kontanthåndterende virksomhed, at kategori 3-sedler ikke behøver at være fysisk adskilt fra kategori 4a- og 4b-sedler, og at alle tre kategorier i dette tilfælde skal behandles som kategori 3-sedler.
Tabel 2
Andre kundebetjente automaters klassificering og behandling af eurosedler
Kategori |
Egenskaber |
Behandling |
|||||||||||||||||||||||
A |
|
|
Tages ud af omløb. Overgives straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er detekteret af automaten, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om sedlen er ægte. |
||||||||||||||||||||||
B1 |
Eurosedler, der identificeres som ægte og i god stand |
De test af sedlens ægthed og kvalitet, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. |
Kan distribueres til kunder. |
||||||||||||||||||||||
B2 |
Eurosedler, der identificeres som ægte, men kassable |
De test af sedlens ægthed, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. Mindst én kontrol af kvalitetskriterier har givet et negativt resultat. |
Må ikke distribueres til kunder og skal returneres til den nationale centralbank. |
BILAG IIb
MEDARBEJDERBETJENTE MASKINERS KLASSIFICERING OG BEHANDLING AF EUROSEDLER
Eurosedler klassificeres i en af nedenstående kategorier og adskilles fysisk efter kategori. Maskiner, som ikke kontrollerer eurosedlernes kvalitet, behøver ikke være i stand til at skelne mellem kategori B1 og B2.
Medarbejderbetjente maskiners klassificering og behandling af eurosedler
Kategori |
Egenskaber |
Behandling |
|||||||||||||||||||||||||||||
A |
|
|
Returneres gennem maskinen til operatøren med henblik på videre bedømmelse og behandling.
|
||||||||||||||||||||||||||||
B1 |
Eurosedler, der identificeres som ægte og i god stand |
De test af sedlens ægthed og kvalitet, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. |
Kan recirkuleres. Krediteres kontohaver. |
||||||||||||||||||||||||||||
B2 |
Eurosedler, der identificeres som ægte, men kassable |
De test af sedlens ægthed, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat. Mindst én kontrol af kvalitetskriterier har givet et negativt resultat. |
Må ikke recirkuleres og skal returneres til den nationale centralbank. Krediteres kontohaver. |
Særlige klassificerings- og sorteringsregler gældende for visse medarbejderbetjente maskiner
1. Seddelkontrolmaskiner klassificerer og udfører en fysisk sortering af eurosedler i kategori A, B1 og B2 som anført i bilag IIb, hvortil der skal være mindst tre output-bakker, for at operatørens mellemkomst ikke er påkrævet.
2. Seddelkontrolmaskiner med kun to output-bakker kan dog anvendes til at klassificere og sortere eurosedler, hvis følgende krav er opfyldt:
a) |
Ægtheds- og kvalitetskontrol udføres i samme arbejdsgang. I denne arbejdsgang skal alle kategori B1-eurosedler sorteres fra og anbringes i en stationær outputbakke, mens både kategori A- og kategori B2-eurosedler skal sorteres fra og anbringes i en separat stationær outputbakke, som ikke er i nogen fysisk kontakt med kategori B1-eurosedler. |
b) |
Hvis en kategori A-euroseddel identificeres i den anden outputbakke, skal operatøren køre eurosedlen/eurosedlerne fra den anden outputbakke igennem maskinen igen. I denne anden arbejdsgang skal mistænkelige eurosedler adskilles fra kategori B2-eurosedler, ved at de førstnævnte sorteres fra og anbringes i en særlig outputbakke. |
3. Ægthedskontrolmaskiner klassificerer og udfører en fysisk sortering af kategori A- og B-eurosedler, hvortil kræves mindst to outputbakker, for at maskinoperatørens mellemkomst ikke er påkrævet.
4. Ægthedskontrolmaskiner med kun én output-bakke kan dog anvendes til at klassificere og sortere eurosedler, hvis følgende krav er opfyldt:
a) |
Hver gang en kategori A-euroseddel kontrolleres, skal maskinen straks standse kontrollen og anbringe kategori A-eurosedlen på en måde, så der ikke er nogen fysisk kontakt med eurosedler, der er klassificeret som ægte. |
b) |
Resultatet af ægthedskontrollen skal vises på et display for hver enkelt kategori A-euroseddel. |
c) |
Maskinen skal kontrollere, om der er tale om en kategori A-euroseddel, når kontrollen standser, og kontrollen kan først genoptages, efter at kategori A-eurosedlen fysisk er blevet fjernet af operatøren. |
d) |
For hver gang kontrollen standser, må operatøren ikke have adgang til mere end én kategori A-euroseddel. |
BILAG IIIa
MINIMUMSSTANDARDER FOR AUTOMATISK KONTROL AF EUROSEDLERS KVALITET
I dette bilag fastlægges minimumsstandarder for automatisk kontrol af eurosedlers kvalitet ved brug af maskiner til håndtering af pengesedler.
I forbindelse med kvalitetstesten er eurosedler kassable, såfremt de har en defekt, for hvilken der er defineret et obligatorisk krav, jf. nedenfor.
Tolerancetærsklen i forbindelse med kvalitetstest med maskiner til håndtering af pengesedler er 5 %. Det betyder, at maskinerne maksimalt må fejlklassificere 5 % af de eurosedler, som ikke opfylder kvalitetskriterierne, som værende i god stand.
Tabel 1
Liste over kriterier for automatisk sortering efter kvalitet
Defekt |
Definition |
|
1. |
Snavs |
Snavs, som er jævnt fordelt over hele eurosedlen |
2. |
Plet |
Snavs, som er koncentreret på ét område |
3. |
Graffiti |
Tegninger eller bogstaver, som er skrevet eller på anden vis markeret på eurosedlen |
4. |
Manglende farve |
Der mangler farve på en del af eller hele eurosedlen, f.eks. en euroseddel, der er blevet vasket |
5. |
Revne |
Forklaring overflødig |
6. |
Hul |
Forklaring overflødig |
7. |
Ødelagt seddel |
Eurosedler, hvor en eller flere dele mangler ved mindst én af kanterne (i modsætning til huller) |
8. |
Repareret seddel |
Dele af en eller flere eurosedler er sat sammen med tape eller lim eller på anden vis |
9. |
Krøllet seddel |
Mange, vilkårlige folder |
10. |
Blød seddel |
Strukturel nedbrydning, som medfører en markant mindre stivhed |
11. |
Fold |
Forklaring overflødig |
12. |
Foldet hjørne |
Forklaring overflødig |
Yderligere oplysninger om sorteringskriterier
1. Snavs
Snavs øger eurosedlernes optiske densitet. I nedenstående tabel er angivet den maksimale densitetsforøgelse af grænseeksemplarer sammenlignet med nye eurosedler, som eurosedler må have for at kunne klassificeres som i god stand:
Tabel 2
Optisk densitetsniveau
Seddelværdi |
Maksimal densitetsforøgelse af grænseeksemplar sammenlignet med ny euroseddel |
Filter |
5 EUR |
0,06 |
Magenta |
10 EUR |
0,06 |
Magenta |
20 EUR |
0,08 |
Magenta |
50 EUR |
0,07 |
Magenta |
100 EUR |
0,07 |
Magenta |
200 EUR |
0,04 |
Magenta |
500 EUR |
0,04 |
Magenta |
Eurosedler, som ikke opfylder disse kriterier, er kassable. De nationale centralbanker opbevarer referenceeurosedler, der viser et omfang af snavs, som er udledt af disse kriterier. De densitometriske målinger af referenceeurosedlerne er baseret på følgende kriterier:
— |
Standard for densitetsmålinger: ISO 5, del 3 og 4 |
— |
Standard for filtre: DIN 16536 |
— |
Absolutte målinger: standardkalibrering (hvid balance) |
— |
Polariseringsfilter: slået til |
— |
Apertur: 3 mm |
— |
Belysning: D65/2 |
— |
Baggrund: hvid balance-standardkalibrering. |
Densitetsforøgelsen af en referenceseddel er den højeste værdi blandt gennemsnitsværdierne af mindst fire målepunkter, hvor der måles på sedlens forside og bagside på området uden tryk og uden vandmærkemodulering.
2. Plet
Eurosedler med snavs, der er koncentreret på ét område på mindst 9 mm × 9 mm på området uden tryk eller mindst 15 mm x 15 mm på området med tryk, er kassable.
3. Graffiti
Der er på nuværende tidspunkt ikke noget obligatorisk krav til detektering af graffiti.
4. Seddel med manglende farve
Eurosedler med manglende farve kan forekomme, hvis de f.eks. er blevet vasket eller udsat for stærke kemiske stoffer. Denne form for kassable eurosedler kan detekteres ved brug af billeddetektorer eller UV-detektorer.
5. Revne
Eurosedler med åbne revner, som ikke er delvis eller fuldt dækket af maskinens transportbånd, er kassable, hvis revnen er større end angivet nedenfor.
Tabel 3
Revne
Retning |
Bredde |
Længde |
Lodret |
4 mm |
8 mm |
Vandret |
4 mm |
15 mm |
Diagonal |
4 mm |
18 mm (1) |
6. Hul
Eurosedler med huller, som ikke er delvis eller fuldt dækket af maskinens transportbånd, er kassable, hvis hullet er større end 10 mm2.
7. Ødelagt seddel
Eurosedler, hvis længde er blevet reduceret med 6 mm eller mere eller hvis bredde er reduceret med 5 mm, er kassable. Alle mål vedrører forskelle i forhold til eurosedlernes nominelle længde og bredde.
8. Repareret seddel
En repareret euroseddel fremkommer, når dele af en eller flere eurosedler sættes sammen ved f.eks. brug af tape eller lim. En euroseddel, hvor tape dækker et område på over 10 mm x 40 mm, og hvis tykkelse er over 50 µm, er kassabel.
9. Krøllet seddel
Krøllede eurosedler kan normalt identificeres på en reduceret reflektans eller stivhed. Der er ikke noget obligatorisk krav.
10. Blød seddel
Eurosedler, der har meget lidt stivhed tilbage, frasorteres så vidt muligt som kassable. Da bløde sedler normalt også vil være snavsede, detekteres bløde eurosedler almindeligvis også med sensorer, der detekterer snavs. Der er ikke noget obligatorisk krav.
11. Fold
På grund af den reducerede længde eller bredde kan foldede eurosedler detekteres med sensorer, der kontrollerer eurosedlernes størrelse. Desuden kan de detekteres af sensorer, der kontrollerer tykkelse. Tekniske begrænsninger betyder dog, at kun folder, der opfylder kriterierne for beskadigede sedler, dvs. folder, som medfører en reduktion af længden på over 6 mm eller en reduktion af bredden på over 5 mm, kan identificeres og anses for kassable.
12. Foldet hjørne
En euroseddel med et foldet hjørne på over 130 mm2, og hvor den mindste kant er mindst 10 mm lang, er kassabel.
(1) Måles ved at trække en lige linje fra bunden af revnen til sedlens kant, hvor revnen begynder (rektangulær beregning), og ikke ved at måle selve revnens længde.
BILAG IIIb
MINIMUMSSTANDARDER FOR MANUEL KONTROL AF EUROSEDLERS KVALITET
I dette bilag fastlægges minimumsstandarder for uddannet personales manuelle kontrol af eurosedlers kvalitet.
I forbindelse med kontrollen af sedlernes kvalitet er eurosedler med en defekt som angivet i nedenstående tabel eller med en tydelig defekt i et af de synlige sikkerhedselementer kassabel. Om muligt kan defekten dog udbedres på foldede eurosedler og eurosedler med foldede hjørner ved at rette folden ud. Kvalitetskontrollen udføres med visuel undersøgelse af hver enkelt euroseddel og kræver ikke brug af redskaber.
Liste over sorteringskriterier ved manuel kvalitetskontrol
Egenskab |
Beskrivelse |
|
1. |
Snavs |
Snavs, der er synligt fordelt over hele eurosedlen |
2. |
Plet |
Snavs, der er synligt koncentreret på ét område |
3. |
Graffiti |
Synlige tegninger eller bogstaver, som er skrevet eller på anden vis markeret på eurosedlen |
4. |
Manglende farve |
Der er en synlig mangel på farve på en del af eller hele eurosedlen, f.eks. hvis den er blevet vasket |
5. |
Revne |
Euroseddel med mindst en revne ved kanten |
6. |
Hul |
Euroseddel med mindst et synligt hul |
7. |
Ødelagt seddel |
Euroseddel, der mangler en eller flere dele langs mindst én af kanterne (i modsætning til huller), f.eks. et manglende hjørne. |
8. |
Repareret seddel |
Dele af en eller flere eurosedler, der er sat sammen med tape, lim eller på anden vis |
9. |
Krøllet seddel |
Euroseddel med flere, vilkårlige folder hen over sedlen, som i væsentlig grad påvirker dens udseende |
10. |
Blød seddel |
Euroseddel med en strukturel nedbrydning, som medfører en markant mangel på stivhed |
11. |
Foldet euroseddel |
Euroseddel, som er foldet, herunder en euroseddel, som ikke kan rettes ud |
12. |
Foldet hjørne |
Euroseddel med mindst et tydeligt foldet hjørne |
BILAG IV
DATAINDSAMLING FRA KONTANTHÅNDTERENDE VIRKSOMHEDER
1. Formål
Indsamlingen af data har til formål at sætte de nationale centralbanker og ECB i stand til at overvåge kontanthåndterende virksomheders relevante aktiviteter og følge udviklingen i håndteringen af kontanter.
2. Overordnede principper
2.1. Data om maskiner til håndtering af pengesedler indberettes kun, hvis maskinerne anvendes til recirkulering.
2.2. Kontanthåndterende virksomheder forsyner regelmæssigt den nationale centralbank i deres medlemsstat med følgende oplysninger:
— |
oplysninger om lokaliteter, hvor der håndteres kontanter, som f.eks. filialer, og |
— |
oplysninger om maskiner til håndtering af sedler og kontantautomater. |
2.3. Desuden forsyner kontanthåndterende virksomheder, der recirkulerer eurosedler ved brug af maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater, den nationale centralbank i deres medlemsstat med følgende oplysninger:
— |
oplysninger om omfanget af kontanttransaktioner (antal eurosedler, som er kontrolleret), der involverer maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater |
— |
oplysninger om afsidesliggende filialer af kreditinstitutter med kun få kontanttransaktioner, hvor sorteringen efter kvalitet foregår manuelt. |
3. Datatype og indberetningskrav
3.1. Afhængigt af de indsamlede datas karakter inddeles de i stamdata og operationelle data.
Stamdata
3.2. Stamdata omfatter oplysninger om: a) de enkelte kontanthåndterende virksomheder og deres maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater, som er i drift, og b) afsidesliggende filialer af kreditinstitutter.
3.3. Stamdata indberettes til den nationale centralbank på datoen for denne afgørelses ikrafttræden og herefter hver sjette måned. Indberetningen skal omfatte de data, som er angivet i formularen i tillæg 1, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format. De nationale centralbanker kan i en overgangsperiode anmode om månedlig indberetning, såfremt dette var deres praksis, inden denne afgørelse trådte i kraft, eller om kvartalsvis indberetning.
3.4. En national centralbank kan af kontrolhensyn beslutte at indsamle dataene på lokalt plan, f.eks. i filialer.
3.5. En national centralbank kan beslutte at undtage maskiner til håndtering af eurosedler fra indberetningskravene, hvis de kun anvendes til at kontrollere eurosedler, der distribueres over skranken.
3.6. Indberetningen skal omfatte data om afsidesliggende filialer, som angivet i formularen i tillæg 3, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format.
Operationelle data
3.7. Data, der hidrører fra kontanthåndterende virksomheders håndtering og recirkulering af eurosedler, klassificeres som operationelle data.
3.8. En national centralbank kan beslutte at undtage andre økonomiske aktører som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1338/2001 fra forpligtelsen til at indberette operationelle data, hvis det antal eurosedler, som de distribuerer via kontantautomater, ligger under en grænse fastsat af den nationale centralbank.
3.9. Dataene indberettes hver sjette måned. Dataene indberettes til den nationale centralbank senest to måneder efter den relevante indberetningsperiode, dvs. ultimo februar og ultimo august. Dataene kan indberettes ved brug af formularen i tillæg 2. De nationale centralbanker kan i en overgangsperiode anmode om månedlig indberetning, såfremt dette var deres praksis, før denne afgørelse trådte i kraft, eller om kvartalsvis indberetning.
3.10. Dataene indberettes af kontanthåndterende virksomheder, som fysisk håndterer eurosedler. Hvis en kontanthåndterende virksomhed har udliciteret kontrollen af eurosedlers ægthed og kvalitet til en anden kontanthåndterende virksomhed, indberettes dataene af den kontanthåndterende virksomhed, der er udpeget i medfør af artikel 3, stk. 2.
3.11. De kontanthåndterende virksomheder indberetter dataene som samlet antal (mængde) på nationalt plan og opdelt efter seddelstørrelse. Der indberettes separate operationelle data for afsidesliggende filialer af kreditinstitutter.
3.12. En national centralbank kan af kontrolhensyn beslutte at indsamle dataene på lokalt plan, f.eks. i filialer.
3.13. En national centralbank kan beslutte at undtage eurosedler, der er kontrolleret i maskiner til håndtering af eurosedler og distribueret over skranken, fra indberetningskravene.
3.14. Kontanthåndterende virksomheder, der har udliciteret kontrollen af eurosedlers ægthed og kvalitet til andre kontanthåndterende virksomheder, kan anmodes om at udlevere detaljerede oplysninger om sidstnævnte til den nationale centralbank.
3.15. Der skal indberettes data om afsidesliggende filialer, som angivet i formularen i tillæg 3, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format og kan aftale med de kontanthåndterende virksomheder, at der indberettes mere omfattende data.
4. Fortrolighed og offentliggørelse af data
4.1. Både stamdata og operationelle data behandles fortroligt.
4.2. De nationale centralbanker og ECB kan beslutte at offentliggøre rapporter eller statistikker, hvor der er anvendt data, som er indberettet ifølge dette bilag. En sådan offentliggørelse vil indeholde aggregerede data, således at ingen data kan henføres til enkelte indberetningsenheder.
TILLÆG 1
INDBERETNINGSFORMULAR
Stamdata
Oplysningerne indberettes til:
[den nationale centralbanks navn; kontaktoplysninger til brug ved forespørgsler; adresse]
1. Oplysninger om den kontanthåndterende virksomhed
Virksomhedens navn:
Hovedsædets adresse:
Postnr.:
By:
Gade:
Virksomhedens art:
— |
Kreditinstitut |
— |
Vekselkontor |
— |
Pengetransportfirma, som ikke er et betalingsinstitut |
— |
(Detail)handlende |
— |
Kasino |
— |
Andet, herunder betalingsinstitutter, som ikke tilhører nogen af ovenstående kategorier (specificeres) |
Kontaktpersoner:
Navne:
Tlf.
Telefax:
E-mail:
Udliciteret af (hvis relevant)
Navn:
Adresse:
Postnr.:
By:
2. Kundebetjente automater
Type |
Fabrikant (1) |
Maskinens navn (1) |
Identifikation (1) (detekteringssystem/software-versioner) |
Antal i drift i alt |
CIM |
|
|
|
|
CRM |
|
|
|
|
CCM |
|
|
|
|
COM |
|
|
|
|
TARM (2) |
|
|
|
|
TAM (2) |
|
|
|
|
3. Medarbejderbetjente maskiner
Type |
Fabrikant (3) |
Maskinens navn (3) |
Identifikation (3) (detekteringssystem/software-versioner) |
Antal i drift i alt |
BPM |
|
|
|
|
BAM |
|
|
|
|
TARM (4) |
|
|
|
|
TAM (4) |
|
|
|
|
4. Kontantautomater
Type |
Antal i drift i alt |
ATM |
|
SCoT |
|
Andre |
|
(1) Disse rubrikker udfyldes, så de følger de tilsvarende rubrikker på ECB's websted, medmindre ECB har opgivet et særligt identifikationsnummer.
(2) Anvendt som kundebetjente automater.
(3) Disse rubrikker udfyldes, så de følger de tilsvarende rubrikker på ECB's websted, medmindre ECB har opgivet et særligt identifikationsnummer.
(4) Anvendt udelukkende som medarbejderbetjente maskiner.
TILLÆG 2
INDBERETNINGSFORMULAR
Operationelle data
1. Oplysninger om den kontanthåndterende virksomhed
Virksomhedens navn |
|
Indberetningsperiode |
|
2. Data
Dataene bedes indberettet samlet på nationalt eller regionalt plan ifølge den nationale centralbanks afgørelse — eksklusive afsidesliggende filialer.
|
Antal kontrollerede eurosedler i alt (1) |
Heraf klassificeret som kassable (1) |
Heraf recirkuleret (2) |
5 EUR |
|
|
|
10 EUR |
|
|
|
20 EUR |
|
|
|
50 EUR |
|
|
|
100 EUR |
|
|
|
200 EUR |
|
|
|
500 EUR |
|
|
|
Antal eurosedler, der er distribueret via kundebetjente maskiner og kontantautomater |
|
Indberetning af disse data er obligatorisk for kreditinstitutter.
(1) Heri indgår både medarbejderbetjente maskiner og kundebetjente automater.
(2) Eurosedler, der er returneret til nationale centralbanker, og eurosedler, der er recirkuleret over skranken, som ikke er kontrolleret i en medarbejderbetjent maskine, er ikke omfattet.
TILLÆG 3
AFSIDESLIGGENDE FILIALER AF KREDITINSTITUTTER
Disse oplysninger indberettes kun af kreditinstitutter, der har afsidesliggende filialer som omhandlet i artikel 7, stk. 1.
1. Oplysninger om kreditinstituttet
Kreditinstituttets navn |
|
Indberetningsperiode |
|
2. Data
Den afsidesliggende filials navn |
Adresse |
Antal eurosedler, der er distribueret via kundebetjente automater og kontantautomater |
|
|
|