Halvårlig orientering om forfalskning af eurosedler
I 1. halvår 2008 blev i alt 312.000 falske eurosedler taget ud af omløb. Selv om antallet af falske sedler, der er fundet i de foregående seks måneder, er steget 5,4 pct., fremgår det af følgende tabel, som viser den halvårlige trend i antallet af falske sedler taget ud af omløb, at antallet ikke har varieret særlig meget de senere år. Det bør bemærkes, at der siden 2. halvår 2007 har været en stigning på 5,7 pct. i antallet af ægte eurosedler i omløb.
Periode | 2. halvår 2003 | 1. halvår 2004 | 2. halvår 2004 | 1. halvår 2005 | 2. halvår 2005 | 1. halvår 2006 | 2. halvår 2006 | 1. halvår 2007 | 2. halvår 2007 | 1. halvår 2008 |
Antal falske sedler | 312.000 | 307.000 | 287.000 | 293.000 | 286.000 | 300.000 | 265.000 | 265.000 | 296.000 | 312.000 |
Sammenholdes tallene i tabellen med antallet af ægte eurosedler i omløb (i gennemsnit 11,5 mia. i 1. halvår 2008), er antallet meget lille.
Langt størstedelen (98 pct.) af de falske sedler, der blev taget ud af omløb i 1. halvår 2008, blev fundet i eurolandene, selv om denne andel er en anelse mindre end i tidligere halvår. Omkring 0,5 pct. blev fundet i EU-lande uden for euroområdet, og den resterende del kom fra resten af verden.
De falske sedlers fordeling efter pålydende værdi er følgende:
5 € | 10 € | 20 € | 50 € | 100 € | 200 € | 500 € | |
Fordeling (i pct.) | 0,5 | 2 | 33 | 36 | 21,5 | 6,5 | 0,5 |
50-eurosedlen var den mest forfalskede seddel i 1. halvår 2008. De tre mellemste seddelstørrelser (20, 50 og 100 euro) udgjorde tilsammen ca. 90 pct. af alle falske sedler.
Borgerne kan have tillid til eurosedlernes kvalitet og sikkerhedselementer. Eurosystemet, dvs. Den Europæiske Centralbank (ECB) og de 15 nationale centralbanker i euroområdet, råder dog fortsat alle til at være opmærksomme og til at kontrollere om de sedler, de modtager, er ægte. Det er nemt at skelne falske sedler fra ægte ved hjælp af "føl-se-vip"-metoden, som er beskrevet i Eurosystemets informationsmateriale og på ECBs websted samt på Eurosystemets nationale centralbankers websteder. Er der imidlertid tvivl om en seddels ægthed, bør den sammenlignes direkte med en seddel, som med sikkerhed er ægte. Alle, der har mistanke om, at de har modtaget en falsk euroseddel, bør henvende sig enten til politiet eller – hvis det er muligt i henhold til national praksis – til den nationale centralbank og videregive så mange oplysninger som muligt om sedlens oprindelse.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt