- PRESSEMEDDELELSE
- 30. april 2020
Pengepolitiske beslutninger
På mødet i dag traf Styrelsesrådet for ECB følgende pengepolitiske beslutninger:
1) Vilkårene for de målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO III) er blevet lempet yderligere. Nærmere bestemt besluttede Styrelsesrådet at nedsætte renten ved TLTRO III-operationer i perioden fra juni 2020 til juni 2021 til 50 basispoint under den gennemsnitlige rente ved Eurosystemets primære markedsoperationer i den samme periode. Desuden bliver renten i perioden fra juni 2020 til juni 2021 for modparter, hvis godkendte nettolångivning når tærskelværdien for udlånet, nu 50 basispoint lavere end den gennemsnitlige rente på indlånsfaciliteten i den samme periode.
2) En ny række ikke-målrettede langfristede markedsoperationer på foranledning af den pandemiske nødsituation (PELTRO'er − non-targeted pandemic emergency longer-term refinancing operations) vil blive gennemført for at understøtte likviditetsforholdene i euroområdets finansielle system og bidrage til at sikre, at pengemarkederne fortsat fungerer gnidningsløst, ved at indføre en effektiv bagstopper for likviditeten. PELTRO'erne består af yderligere syv markedsoperationer, der begynder i maj 2020 og udløber trinvis mellem juli og september 2021 i overensstemmelse med varigheden af foranstaltningerne til at lempe kriterierne for sikkerhedsstillelse. De bliver gennemført som auktioner til fast rente med fuld tildeling til en rente, der er 25 basispoint lavere end den gennemsnitlige rente på de primære markedsoperationer i den enkelte PELTRO's løbetid.
3) Siden udgangen af marts er der foretaget opkøb under Styrelsesrådets nye opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP), som har en overordnet ramme på 750 mia. euro, for at lempe pengepolitikken generelt og imødegå de alvorlige risici i tilknytning til den pengepolitiske transmissionsmekanisme og udsigterne for euroområdet, som coronapandemien udgør. Disse opkøb vil fortsætte på en fleksibel måde over tid, på tværs af aktivklasser og mellem jurisdiktioner. Det er Styrelsesrådets hensigt at foretage nettoopkøb under PEPP, indtil det vurderes, at den kritiske fase af coronakrisen er ovre, men i hvert fald indtil udgangen af året.
4) Desuden vil nettoopkøbene under opkøbsprogrammet (APP) fortsætte på et månedligt niveau på 20 mia. euro sammen med opkøbene under den midlertidige ramme på yderligere 120 mia. euro indtil årets udgang. Styrelsesrådet forventer stadig, at de månedlige nettoopkøb under APP fortsætter, så længe det er nødvendigt for at styrke den lempende effekt af de pengepolitiske renter, og at de ophører, kort før Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter.
5) Geninvesteringer af afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt inden for APP, efterhånden som de forfalder, vil fortsætte fuldt ud i en længere periode efter den dato, hvor Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter, og i hvert fald så længe det er nødvendigt for at fastholde gunstige likviditetsforhold og en meget lempelig pengepolitik.
6) Renten ved de primære markedsoperationer og renten på den marginale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten fastholdes på henholdsvis 0,00 pct., 0,25 pct. og -0,50 pct. Styrelsesrådet forventer, at ECB's officielle renter forbliver på deres nuværende eller et lavere niveau, indtil Styrelsesrådet har konstateret en robust bevægelse af inflationsudsigterne mod et niveau, der er tilstrækkelig tæt på, men under 2 pct. inden for Styrelsesrådets fremskrivningsperiode, og en sådan konvergens er blevet konsekvent afspejlet i den underliggende inflationsudvikling.
Styrelsesrådet er parat til at øge størrelsen af PEPP og justere dets sammensætning med så meget, det er nødvendigt, og så længe, der er behov for det. Det er under alle omstændigheder rede til, i givet fald, at justere alle sine instrumenter for at sikre en vedvarende udvikling i inflationen i retning af inflationsmålet og i overensstemmelse med forpligtelsen til symmetri.
Nærmere oplysninger om de ændrede vilkår for TLTRO III og om de nye PELTRO'er vil fremgå af særskilte pressemeddelelser, som offentliggøres i eftermiddag kl. 15.30 CET.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.30 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt