- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
2. februar 2023
Styrelsesrådet fastholder kursen ved at forhøje renterne væsentligt i et støt tempo og ved at holde dem på et niveau, der er tilstrækkeligt restriktivt til at sikre, at inflationen rettidigt bringes tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. Derfor besluttede Styrelsesrådet i dag at forhøje ECB's tre officielle renter med 50 basispoint, og det forventer yderligere forhøjelser. I lyset af det underliggende inflationspres er det derfor Styrelsesrådets hensigt at forhøje renterne med endnu 50 basispoint på dets næste pengepolitiske møde i marts, og det vil til den tid revurdere den pengepolitiske retning. At holde renterne på et restriktivt niveau vil efterhånden mindske inflationen ved at dæmpe efterspørgslen og vil også værne mod risikoen for et vedvarende opadrettet skift i inflationsforventningerne. Styrelsesrådets fremtidige beslutninger om de pengepolitiske renter vil under alle omstændigheder stadig være dataforankrede og følge en fremgangsmåde, hvor beslutningerne træffes fra møde til møde.
Styrelsesrådet traf i dag også beslutning om fremgangsmåden med hensyn til at reducere Eurosystemets værdipapirbeholdninger under programmet til opkøb af værdipapirer (APP). Som meddelt i december vil reduktionen af APP-porteføljen i gennemsnit udgøre 15 mia. euro pr. måned fra begyndelsen af marts og frem til udgangen af juni 2023, og tempoet derefter bestemmes efterhånden. Delvise geninvesteringer vil blive foretaget bredt i overensstemmelse med nuværende praksis. De resterende beløb til geninvestering vil blive fordelt i forhold til andelen af indfrielser på tværs af hvert program, der indgår i APP, og, under opkøbsprogrammet inden for den offentlige sektor (PSPP), i forhold til andelen af indfrielser i hver jurisdiktion og på tværs af nationale og overnationale udstedere. Med hensyn til Eurosystemets opkøb af virksomhedsobligationer vil de resterende geninvesteringer i højere grad blive vægtet til fordel for virksomheder med bedre klimapræstation. Uden at ECB's målsætning om prisstabilitet derved berøres, vil denne fremgangsmåde støtte den gradvise dekarbonisering af Eurosystemets beholdninger af virksomhedsobligationer i overensstemmelse med Parisaftalens mål.
Den nærmere fremgangsmåde med hensyn til reduktionen af APP-beholdningerne er beskrevet i en særskilt pressemeddelelse, som offentliggøres kl. 15.45 CET.
ECB's officielle renter
Styrelsesrådet besluttede at forhøje ECB's tre officielle renter med 50 basispoint. Renten ved de primære markedsoperationer og renten på den marginale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten forhøjes således til henholdsvis 3,00 pct., 3,25 pct. og 2,50 pct. med virkning fra 8. februar 2023.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
Styrelsesrådet vil fortsat i fuldt omfang geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under APP, efterhånden som de forfalder, indtil udgangen af februar 2023. Derefter vil APP-porteføljen blive reduceret i et afmålt og forudsigeligt tempo, idet Eurosystemet ikke i fuldt omfang vil geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer, der forfalder. Reduktionen vil i gennemsnit udgøre 15 mia. euro pr. måned frem til udgangen af juni 2023, og tempoet derefter bestemmes efterhånden.
For så vidt angår PEPP vil Styrelsesrådet geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under programmet, efterhånden som de forfalder, i hvert fald indtil udgangen af 2024. Den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen vil under alle omstændigheder blive styret, så den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje.
Styrelsesrådet vil fortsat anvende fleksibilitet i geninvesteringen af indfrielser, som forfalder i PEPP-porteføljen, med henblik på at imødegå pandemirelaterede risici i tilknytning til den pengepolitiske transmissionsmekanisme.
Markedsoperationer
Efterhånden som bankerne tilbagebetaler det, de har lånt under de målrettede langfristede markedsoperationer, vil Styrelsesrådet regelmæssigt vurdere, hvordan målrettede långivningsoperationer bidrager til dets pengepolitiske linje.
***
Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen bringes tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan tages i brug til at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt